Randers By

Bliv klogere på livmoderhalskræft og HPV-vaccination

Foto: Lone Kjeld Petersen, Regionshospitalet Randers

Ved du nok om HPV-vaccination mod forebyggelse af livmoderhalskræft? Er du i tvivl om, vaccinationen er skadelig eller ej? Så kom til borgermøde på Regionshospitalet Randers. Her vil sundhedsprofessionelle fortælle om livmoderhalskræft og svare på dine spørgsmål.

5. september kl. 19-21 holder Regionshospitalet Randers borgermøde om livmoderhalskræft og HPV-vaccination. Borgermødet henvender sig til alle, der er ønsker at blive klogere på, hvad livmoderhalskræft er, og hvordan man forebygger kræften med en HPV-vaccination.

Læs også: Hver tredje kvinde tjekkes ikke livmoderhalskræft

– Vores ambition er at give alle interesserede borgere et rigtig godt indblik i, hvad livmoderhalskræft er, hvordan vi screener og undersøger for livmoderhalskræft og vaccinerer mod kræften. Vi ved, at mange forældre tvivler på vaccinens sikkerhed, og er bekymrede for bivirkninger. Vi vil derfor komme rundt om alle de store emner vedrørende livmoderhalskræft, og vi glæder os til at gå i dialog med borgerne og give dem professionelle råd, siger Lone Kjeld Petersen, overlæge, dr.med. og forskningschef på Regionshospitalet Randers.

Lone Kjeld Petersen, der til daglig er overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Regionshospitalet Randers, har i mange år arbejdet med forebyggelse og behandling af livmoderhalskræft samt forsket i netop HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft. Hun er en aktiv foredragsholder i Kræftens Bekæmpelse, og er en af Danmarks førende forskere inden for livmoderhalskræft.

Et stærkt hold af sundhedsprofessionelle

Til borgermødet på Regionshospitalet Randers har hun samlet et hold af kolleger, der arbejder med screening, forebyggelse og behandling af livmoderhalskræft på hospitalet.

– Det er et stærkt hold af både læger og forskere, der holder oplæg til vores borgermøde. De, der hver dag undersøger og behandler kvinder for livmoderhalskræft, og som i det daglige får mange spørgsmål fra borgerne om, hvad der er op og ned i debatten om forebyggelse mod kræften. De vil fortælle og give deres bedste faglige råd – men uden den tunge fagsnak, fortæller Lone Kjeld Petersen.

Borgermødet holdes i auditoriet på Regionshospitalet Randers. Deltagelsen er gratis, og kræver ikke tilmelding. Se programmet her

Kommentarer