Kultur

Det’ bår’ dæjli’ på Museum Østjylland

Bob, Bob, Bob, skal det igen lyde fra Benny, når han sidder i Gertrud og Oluf Sands julepyntede dagligstue.

Det var en mørk og stormfuld aften for 26 år siden, da De Nattergales ”The Julekalender” fra første afsnit tog TV-seerne med storm. I dag er de 24 afsnit en elsket juleklassiker, og ikke nok med at TV Charlie i år genudsender serien – nu kan du også se The Julekalender på Museum Østjylland i Randers.

Årets juleudstilling på Museum Østjylland er en festlig iscenesættelse af rekvisitterne fra den ikoniske julekalender, og museet udstiller med stor stolthed de kendte genstande! Kom helt tæt på nissernes øltønde, Gertruds praktiske kjoler og selvfølgelig også Olufs elskede toilet, hvor han flittigt pustede grise op.

Juleudstilling: ”Det er bår’ dæjlig – The Julekalender på Museum Østjylland” lørdag den 18. november – 30. december 2017 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers. Udstillingen åbnes lørdag den 18. november kl. 11. Alle er velkomne.

Carsten Knudsen fra De Nattergale kigger forbi og optræder med sange og underholdning fra ”The Julekalender”.

Den vestjyske humor og de sproglige finurligheder tog danskerne med storm i 1991, og Oluf, Benny, Fritz, Gammel Nok og de andre blev øjeblikkeligt populære figurer. Da muligheden kom for, at Museum Østjylland kunne udstille rekvisitterne fra ”The Julekalender”, var det en appelsin i turbanen.

”Vi har været heldige at låne rekvisitterne fra Ringkøbing-Skjern Museum, der har sagerne i deres magasin. De ringede simpelthen for at høre, om vi ville låne dem. Det ville vi selvfølgelig rigtig gerne. Det er jo et stykke dansk kulturhistorie, ” fortæller tilrettelægger af juleudstillingen, Lisette Berg Andersen og tilføjer:

”Det er heller ikke hver dag, man får tilbudt at låne selveste juledronningen Gertrud Sands julepynt!”
What dælen do we do?

De mange genstande er i museets hænder blevet iscenesat på ny, så museets gæster i november og december kan opleve et nostalgisk gensyn med The Julekalender-universet. Udstillingen er en sjælden mulighed for at komme tæt på julekalender-historie. I scenografien kan udstillingens gæster blandt andet sætte sig i kartoffelavler Sands hyggelige stue og snuppe en selfie, klippe og klistre julepynt a la Gertrud Sand og endda vinde en signeret foodprocessor!
“That must a da nok say da”

Det var slet ikke så ringe endda, da de tre nisser Fritz, Hansi og Günther, det vestjyske kartoffelavlerpar Sand og nåsåeren Benny tog julen under kærlig og satirisk behandling.

The Julekalender blev faktisk så populær, at udlandet også fik øjnene for det skæve jule-univers. Kalenderen blev genindspillet med norske skuespillere og opnåede efterfølgende også kultstatus i Norge. Også fra Finland var der bud efter den skøre humor fra Vestjylland, og The Julekalender blev solgt og genindspillet på finsk.Uffe Rørbæk Madsen, som spillede rollerne Hansi og Benny i den originale julekalender, producerede nye sange til den finske udgave af The Julekalender – til trods for, at Uffe ikke kan finsk!
Det var li godt grow

The Julekalender er siden 1991 genudsendt hele syv gange, hver gang med masse af begejstrede seere.

”Det er som om de sjove, utraditionelle vendinger fra The Julekalender kan bruges i alle situationer. Derfor bliver det også rigtig sjovt at se, om alle de kendte vendinger som: ”Bob-bob-bob” og ”det er bår’ dæjlig” nu slår igennem igen her i Randers og omegn”, siger Lisette Berg Andersen.

Der er gratis adgang.

Kommentarer