Anniqa og venner – eksklusiv afskedskoncert på Memphis Mansion
Svenskfødte Anniqa, som i sin tid blev kendt som ‘slange-pigen’ kommer til Danmark for give sin officielle afskedskoncert.
Efter 30 års fravær fra den danske scene kommer Anniqa nu til landet, hvor hun vil optræde for sidste gang i karrieren. Det sker ved en koncert på Memphis Mansion i Randers søndag 8. oktober klokken 15-17 .
Svenskfødte Anniqa blev først kendt herhjemme for sine slanger, som hun optrådte med. Hun har også haft en lang sangkarriere bag sig, som startede i Sverige hvor hun vandt flere sangkonkurrencer. Den første som 10-årig i 1960. I 70erne og 80erne var hun en af de mest populære dansktop sangerinder.
Hun havde premiere i Randers på Maxim – hvor hendes sangtalent blev opdaget af Gustav Winckler – og derfor synes hun også, at Randers er det perfekte sted at runde en lang karriere af. Til koncerten har hun inviteret nogle af de kunstnere som hun optrådte med dengang.
Glæd dig til at opleve Susanne Lana, som har mange hits blandt andet “Hvis tårer var guld” og “Søde sommerminder”. Annette Klingenberg der med sange som “Mini Max” og “Snart er du mer’ end 17 år” som gik rent ind i alles hjerter.
Gustav Winckler havde stor betydning for Anniqa, men desværre er han her ikke længere, heldigvis kan sønnen Michael Winckler bidrage med sin fortolkning af sin fars sange. Maibrit Post kommer også og synger nogle af den tids store hits – blandt andet “Flower Power” og “Ta’ med ud og fisk” blot for at nævne et par stykker.
Anniqa synger nogle af sine store dansktop hits og selvfølgelig hendes bidrag til Danske Melodi Grand Prix i 1981 ”Sikken Dejlig Dame” foruden enkelte hits hun sang med svenske bands og fra hendes country Album ”Anniqa made in Texas”.
Kommentarer