Randers By

Anerkendelse af håndværkerne bag renoveringen af det gamle rådhus

Se billedserie Foto: Jan Szwed.

Tirsdag eftermiddag afholdt Randers Kommune reception for de ca 25 håndværkere, der har været med til renoveringen af det gamle rådhus. 

Randers Kommune skriver:

’’Det er ikke normalt, at vi holder receptioner for den slags, men her er der tale om et meget stort renoveringsprojekt – og håndværkere der har løst den ret specielle opgave på den fredede bygning virkelig godt. Det vil vi gerne anerkende, og det gør vi med receptionen her, hvor borgmesteren bl.a. deltager. I forbindelse med receptionen vil håndværkerne meget passende få overrakt minimodellen af det gamle rådhus som gave/minde. ’’

I 2020-2021 gennemgik det gamle rådhus en større renovering, der blandt andet omfattede udskiftning af tag samt genopførelse af facader og vinduer i bygningens oprindelige stil. Renoveringen betyder, at rådhuset i dag fremstår i farve og udtryk som dengang det blev opført.

Byggeperioden har varet fra foråret 2020 til august 2021 – udover flere års forberedelse.

Ca. 25 mænd og kvinder har været involveret i byggeprocessen, som kommer fra blandt andet Helsted Special Rengøring (afrensning af facader og vinduer), Raunstrup (facader og tag) og Kronjyllands Malerfirma (vinduer).

Der er lavet en gennemgribende renovering af facader og vinduer, udskiftning af tag, samt forskønnelse/restaurering af detaljer som våbenskjold over døren, flagstænger og spir. Alt er udført i oprindelig stil på den fredede bygning.

Rådhuset blev helt i begyndelsen pakket ind i plastic for at undgå miljøgener i forbindelse med afrensning af gammelt maling og puds. Herefter begyndte genopbygningen af facader og vinduer i oprindelig stil, konstatering af større rådskader i tagkonstruktion, beslutning om udskiftning af tag og det sidste lag maling på vinduerne blev givet i maj/juni 2021

Projektet har kostet i alt 4,8 mio kr. ex moms. Det er det mest gennemgribende arbejde på rådhuset siden det blev flyttet i 1930.

Reception

Borgmesteren og de mange håndværkere der har været med i det store renoveringsprojekt mødte op til en hyggelig reception i byrådssalen.

Da alle var bænket, var der velkomst og tale ved borgmesteren.

Han takkede alle for deres indsats og talte om rådhusets historie, og dengang man flyttede hele huset på engang med alt inventar uden der gik skår af en kop.

Denne renovering kommer til at holde i mange år og håndværkerne kunne vise deres børn, børnebørn og oldebørn at de havde givet den gamle bygning den helt store renovation. Derefter var rådhuset vært ved velsmagende snitter og champagne.

Til slut overrakte borgmesteren en mindegave til alle – en fin model af Rådhuset i Randers.

Kommentarer