Alternativet: Et nyt ‘vi’
Læserindlæg af Frederik Glerup Christensen, Alternativet Randers
I en globaliseret og digitaliseret verden, hvor man på ganske få sekunder kan få fat i et andet menneske på den anden side af Jorden, skulle man tro, at danskerne som folk aldrig har været mere ensomme – nej, man skulle næsten tro, at vi som folk er rykket tættere sammen som følge af de øgede kommunikationsmuligheder.
Desværre siger statistikkerne noget ganske andet. Enormt høje tal for ensomhed, for både ældre og unge. Jeg tror roligt, man kan sige, at vi som folk i høj grad føler os distanceret fra hinanden. Ensomheden og den væsentligt mindre menneskelige kontakt i samfundet sætter de tillidsbaserede og nære relationer under pres.
I et globaliseret land, som man må sige, Danmark er, samles der også en masse forskellige mennesker med forskellige kulturelle og etniske baggrunde. Jeg forstår godt, hvorfor nogle måske følger, at danskheden og det, vi kender som dansk, er under pres – men samtidig tror jeg også, at den kulturelle berigelse og udveksling er vigtig i samfundets udvikling.
Derfor må vi se globaliseringen i øjnene! Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan ‘vi’ i Danmark anno 2017, ser ud. Vi er ikke længere en (muligvis kedelig) homogen masse, men består af hundrede, måske tusindvis, af forskellige baggrunde, kulturer og livsanskuelser. I en digitaliseret verden, hvor den menneskelige kontakt er blevet mindre, bliver vi nødt til at udforske og finde ud af, hvem vi er i et internationalt samfund.
Jeg tror på, at vi gennem kulturudvekslinger bliver klogere som mennesker og som samfund, og så vi bliver inspireret til at gå nye veje. Derfor skal vi finde ud af, hvordan et nyt ‘vi’ ser ud – for sådan vil Danmark (og ikke mindst) Randers bestå!
Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.














Kommentarer