Fussingø

Aktører søges til rollespil i Fussingø

Til september går det atter løs med rollespil om reformationen i Fussingø. Lige nu søges både spillere og medhjælpere til det kommende "slag". Arkivfoto

Igennem en årrække har sognepræst Søren Dam Kjeldsen stået i spidsen for rollespil om reformationen. En tradition, der indleder de kommende konfirmationsforberedelser og involverer godt og vel 500 børn fra skoler i Randers syd.

Fredag 23. september går det så atter løs i skoven og på jordene omkring Fussingø Slot, når mellem 500 og 600 konfirmander skal “føres tilbage” til Luthers dage i Tyskland.

Historien er, at den gamle herremand på Fussingø skal have en forståelig oversættelse af bibelen bragt hjem, og konfirmanderne spiller de unge adelsfolk, som sendes til “Luthertidens” Tyskland for at skaffe en oversættelse af Det Nye Testamente.

Fussingoe-slot-rollespil-02
Sognepræst Søren Dam Kjeldsen er selv ivrig medspiller ved reformationsspillene i Fussingø. Arkivfoto

På Øster Bjerregravs Facebookside efterlyser Søren Dam Kjeldsen flere aktører til at tage del i løjerne.

– Vi skal bruge omkring 120 hjælpere og medspillere. Der er taleroller, lidt fysisk krævende roller, der er brug for “statister”, som er med ti at give liv til scenerie, og almindelige hjælpere, skriver han.

Betalingen for at medvirke er enkel: Frokost i form af kål, flæsk og øl – plus en stor oplevelse.

Torsdag 22. september er der instruktion efter en tilrettelagt tidsplan, og så er spillet ellers i gang fra fredag morgen klokken 8.00 til 16.00 eftermiddag.

Har man lyst til at deltage – eller vide noget mere, så kan Søren Dam Kjeldsen kontaktes på mail sdk@km.dk eller på telefon 86 45 40 19.

Kommentarer