Aarhus 2017-program er offentliggjort med store Randers-projekter

Med 100 dage til den officielle åbning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 blev programbogen præsenteret onsdag den 12. oktober ved en event på Aarhus Teater. De randrusianske kulturinstitutioner var repræsenteret med seks af kulturhovedstadens store projekter med alt fra provokerende kunst til musik og kultur for børn.
Randers byder på flere projekter i international topklasse, når der åbnes op for det europæiske kulturhovedstads-år den 21. januar 2017. Kronjyllands hovedstad byder blandt andet på en spektakulær oplevelse med den danske verdenstjerne Oh Land, outsiderkunst på Gaia Museum, Spektakel Festival for børn samt Randers Kammerorkester, som i et samarbejde med indiske musikere vil gentænke den klassiske musik.
1. Oh Land på industrihavnen i Randers
Den 2. og 3. september forvandler Randers Egnsteater industrihavnen i Randers til en spektakulær totaloplevelse. Den internationalt kendte sangerinde Oh Land indgår med 600 medvirkende i et magisk univers, som indrammer fortællingen om kærligheden mellem landet og vandet. Med Oh Land i rollen som havets dronning, berettes oplandets mytiske historier om truende søvæsner fra havets dyb, mens pramdrageren stille vandrer gennem den hemmelighedsfulde dis. Mange randrusianere har allerede lagt mærke til det magiske musikdramatiske show “Watermusic” på Randers Havn, som der har været flotte testvisninger på.
2. “Lyst” på Randers Kunstmuseum
Det første store 2017-projekt i Randers bliver dog udstillingen “Lyst” på Randers Kunstmuseum i perioden 3. februar til 28. maj. Den amerikanske konceptkunstner Jenny Holzer og den dansk/tyske billedhugger Christian Lemmerz udforsker på hver deres måde forholdet mellem begær, vold og aggressivitet, mellem lyst og mord. “Lyst” udgør en del af den fælles udstilling ”Syv dødssynder” på syv kunstmuseer rundt i Region Midtjylland.
3. Outsiderkunst fra kanten af normaliteten
Som en del af Europæisk Kulturhovedstad – Aarhus 2017 bliver Randers internationalt centrum for outsiderkunst med både udstillinger og konferencer under den fælles overskrift ’Collecting=Connecting’. Projektet gentænker indsamlingen og formidlingen af outsider-kunst. Det er en mere spontan form for kunst, der ofte er skabt af folk, der befinder sig på kanten af en social normalitet. Den internationale udstilling ’Connecting’ er åben i hele Kulturhovedstadsåret på GAIA Museum Outsider Art. Udstillingen vil skabe forskellige forbindelser og kontraster, som publikum kan fordybe sig i. De udvalgte værker gør brug af billeder og symboler, der er med til at gøre de individuelle kunstnere helt unikke.
4. Spektakel Festival
Ind over sommeren 2017 får børnene deres helt egen festival i Randers. Den 8.-11. juni præsenteres det bedste kunst og kultur i en festival kun for børn. Spektakel Festival er en ægte festival – med et indendørs program på Randers EgnsTeater, Værket og Randers Musikskole. Det udendørs program afholdes på den centrale festivalplads ved de tre kulturinstitutioner. Der iscenesættes et stort oplevelsesrum med telte, madboder, byggelegeplads og ikke mindst kunstneriske installationer, arrangementer og produkter. Alle Spektakel Festivalens arrangementer bliver gratis for de 6.000 besøgende.
5. Randers gentænker kulturhistorien
I efteråret åbner en helt ny basisudstilling på Museum Østjylland, den 7. oktober 2017. Det er et af de største og dyreste historiske projekter i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. “Livet ved fjorden” er en spektakulær nyfortolket formidling af oldtidshistorien i Danmark og livet ved Randers Fjord i oldtiden. Det er en moderne udstilling, som ved brug af visualisering og interagerende teknik, gentænker måden, hvorpå et museum formidler kulturhistorien. I udstillingen kan man opleve nogle af de mest fantastiske danske arkæologiske fund.
6. Indisk projekt gentænker klassisk musik
Indisk musik kan noget særligt. Det fandt The Beatles for eksempel ud af under en tur til Indien i 1968, hvor drengene fra Liverpool fandt inspiration til flere af deres indspilninger. Men hvad kan den eksotiske lyd af indiske melodier og instrumenter gøre ved dansk bigband-musik og det klassiske kammerorkester. Det har Randers Kammerorkester og Aarhus Jazz Orchestra sat sig for at undersøge.
De spiller blandt andet sammen med indiske Abhijit Banerjee, en af verdens bedste tablaspillere. En tabla er et indisk trommeinstrument, der tilføjer en særlig lyd til den klassiske musik. Derudover deltager en af verdens førende violinister – den indisk fødte Kala Ramnath. Hun har dybe rødder i både den syd- og nordindiske musiktradition. Med sit varme, intuitive og virtuose spil turneret over det mest af verdenen.
I foråret 2016 fik randrusianerne smagsprøver på dette samarbejde, der bliver til en række koncerter til november 2017 under overskriften Bollywood Beats and Big Band – Glows of Benares Part 2.
Kommentarer