75-året for Danmarks befrielse markeres på Hvidsten Kro og i Spentrup Kirke.
Den 4. maj i år er det 75 år siden at frihedsbudskabet lød fra London. Den tyske værnemagt overgav sig til englænderne og besættelsen var slut. Danmark var atter frit.
Alligevel var stemningen på Hvidsten Kro ikke så høj som andre steder, da frihedsbudskabet havde lydt. På kroen sad Gudrun Fiil sammen med døtrene Tulle, Gerda, Ritha og Bitten. De havde mistet tre nære familiemedlemmer og fem nære venner i kampen mod nazisterne.
– Derfor er det nærliggende at markere Danmarks befrielse både på Hvidsten Kro og i Spentrup Kirke.
Stort befrielsesprogram
Hele dagen vil der være aktiviteter på Hvidsten Kro. Allerede klokken 8.00 anløber marinehjemmeværnets skib »»MHV 907 Hvidsten« Randers Havn.
Besætningen kører senere til Hvidsten Kro, hvor der er arrangeret en kransenedlægning.
»Åbent Skib«
Fra klokken 19.00 til 21.00 er skibet åbent for alle, som har lyst til at se hvordan et marinefartøj ser ud indefra. Skibets besætning vil vise alle interesserede rundt, og svare på spørgsmål.
FDF, KFUM og DDS-spejderne vil også spille en stor rolle i arrangementerne. Mange af dem tog aktivt del i modstandskampen i Randers, og det markeres bl.a. med en udstilling i kroens havesal.
Nuværende og tidligere spejdere vil være uniformerede, og vil stå både fane- og fakkelvagt under flere af arrangementerne.
Nuværende og tidligere FDFér og spejdere vil være iført både datidens- og nuværende uniformer.
Historien bliver levende
Om eftermiddagen og aftenen bliver historien levende på Hvidsten Kro. Her udstilles der amerikanske og engelske militærkøretøjer fra besættelsen samt tyske og engelske uniformer.
Det er foreningerne “Tommies” og “E-gruppen,” som er reenactment fra Silkeborg Bunkermuseum samt Reenactment gruppen “Stützpunkt Süd” som stiller op med køretøjer og mandskab.
Sidste år besøgte de også Hvidsten Kro, hvor mere end 2000 personer kom forbi for at se de spændende køretøjer.
Jægersoldater smides ud med faldskærm
Klokken 19.00 vil et af forsvarets store transportfly C-130 Hercules overflyve området ved Hvidsten Kro. Her vil Jægerkorpset droppe to soldater, som lander ved kroen i faldskærm. De vil begge lave præcisionsspring, og lande tæt på publikum. Arrangementet i Hvidsten er det eneste sted, hvor Jægerkorpset dropper faldskærmssoldater.
Foredrag med Bodil Jørgensen
Klokken 19.30 er der atter en kransenedlægning i Mindelunden ved Hvidsten Kro. Klokken 19.45 indtager den folkekære skuespiller Bodil Jørgensen scenen. Hun vil fortælle om sin rolle som Gudrun Fiil i filmen »Hvidstengruppen«, og hvad rollen har betydet for hende, samt hendes forhold til familien Fiil.
Præcist klokken 20.36 sænkes lyset, og frihedsbudskabet bliver afspillet. Samtidig vil uniformerede FDFér og spejdere tænde levende lys i vinduerne.
Sanger Pernille Ranch vil til sidst synge frihedssangen ”En lærke letted.”
Billetterne til foredraget med Bodil Jørgensen blev revet væk, og der er nu oprettet en venteliste, hvor mere end 50 personer er opført.
Gudstjeneste i Spentrup kirke kl. 21.00
I lighed med den første spontane lokale reaktion afholdes der gudstjeneste i Spentrup kirke ved sognepræsterne Trine Daugaard Jepsen og Peter Ulvsgaard. Ved gudstjenesten medvirker Bodil Jørgensen med oplæsning. For musikken står violinist Jette Rosendal, kirkesanger Pernille Ranch og organist Mogens Kjærgreen. Efter gudstjenesten inviterer menighedsrådet til en forfriskning og kort sammenkomst i Spentrup sognegård med udsigt til præstegårdens oplyste vinduer med levende lys.
I Spentrup Kirke deltager FDF og DDS spejderne fra Randers og KFUM – St. Blicher Gruppen fra Spentrup med faner og fakler.
Ud over det omfangsrige program den 4. maj, markeres 75-året med flere arrangementer. Den 12. april er der foredrag på Hvidsten Kro med modstandskvinden Ebba Hjortshøj Rasmussen. Hun var kurér i modstandsgruppen AS-Gruppen i Randers, som hendes bror, Aksel Sørensen, var leder af. Hun er den sidste overlevende fra gruppen.
Den 7. juni afholder pastoraterne et arrangement med Lise Baastrup og Poul Smedegaard Andersen, som fortæller om Hornsletgruppen, og senere et foredrag om De Hvide Busser.
FDF, KFUK og DDS museerne i Randers har fra lørdag den 2. maj og sommeren igennem, udstilling omhandlende deres medlemmernes deltagelse under besættelsen.
Kommentarer