50.000 kroner til krible-krableprojekt i Randers
Randers Naturcenter er netop blevet præmieret med 50.000 kroner fra Naturvejlederforeningen og Nordea Fonden til et spændende og nytænkt krible-krableprojekt til gavn for kommunens børn og børnefamilier.
Snart kan børnefamilier låne krible-krablegrej til udforskning af den nære natur på alle tidspunkter af døgnet.
Randers Naturcenter er nemlig blandt de fem vindere af hver 50.000 kroner, der blev udloddet til fem danske kommuner, der med nytænkende, eksperimenterende og kreative tiltag vil inspirere og engagere børn og voksne til at opleve, udforske og undersøge den bynære natur, under temaet “Krible Krable”.
– Projektet i Randers er en nytænkning af, hvordan man på en smart måde kan udlåne grej til naturinteresserede børnefamilier, som har lyst til at gå på jagt til lands og vands efter spændende smådyr,”‘ fortæller Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.
Midlerne kommer fra det store Krible Krableprojekt, der er drevet af Naturvejlederforeningen i Danmark og støttet af Nordea Fonden. Målgruppen er børn 3-8 år og deres familier.
Natur er vigtig for læring
Konkret går vinderprojektet ud på at designe udendørs skabe, hvor man via en sms-lås eller anden låseanordning kan få adgang til godt krible krable grej – lidt i stil udlån af bycykler.
– Vi er rigtig glade for at vores ide vandt gehør for juryen. Det er højaktuelt at skabe muligheder for naturoplevelser for de mindste børn, fordi mange nye undersøgelser viser, at naturen er supervigtig for trivsel og læring,” siger Helle-Marie, og fortsætter:
– Formålet er at skabe muligheder og gøre det let for de randrusianske børn at få deres forældre med på tur, slutter naturcenterlederen.
Projektet indvies i maj 2018 og bliver endnu et gratis tilbud til borgerne fra Randers Naturcenter.
Kommentarer