Debat og politik

Kraftcenter Korshøj skal realiseres

Christian Brøns, gruppeformand og byrådsmedlem for Venstre i Randers. Foto: Samson Blay.

Debatindlæg af Christian Brøns, gruppeformand og byrådsmedlem for Venstre i Randers.

På mandag d. 4. marts skal der tages stilling til Kraftcenter Korshøj i byrådssalen. Jeg har med glæde fulgt debatten i de seneste par uger, hvor rigtigt mange lokale borgere har blandet sig i debatten og slået fast, hvorfor projektet er så vigtigt for lokalområdet og SMIFF09 som idrætsforening.

I Venstre ønsker vi idrætsfaciliteter, der indbyder til at flere kommer til at dyrke motion for deres sundheds og fornøjelses skyld, men også så børn, voksne og ældre bliver en del af det gode fællesskab, som de mange klubber og foreninger i vores kommune tilbyder. Kraftcenter Korshøj vil i høj grad biddrage til den målsætning.

Samtidigt er Randers Kommune for nyligt blevet visionskommune for Bevæg dig for livet, der betyder at vores kommune skal gå forrest i forhold til, at realisere visionen, 25-50-75. Det betyder konkret, at i år 2025 skal 75 % af befolkningen være idrætsaktive heraf 50 % i foreninger. En vision der skal gøre Danmark til den mest idrætsaktive nation. Hvis vi som kommune vil tage det seriøst, at vi nu er en visionskommune, så kræver det også moderne og indbydende idrætsfaciliteter, som dem man arbejder med i Kraftcenter Korshøj.

Endvidere har de lokale ildsjæle i over ti år arbejdet med projektet, som skal styrkes i området. Det vil skabe synergi for SMIFF09, som vil få endnu bedre forudsætninger for at tiltrække nye medlemmer. Med over ti års hårdt og frivilligt arbejde for at realisere Kraftcenter Korshøj, så vil det også være helt urimeligt, hvis projektet ikke går igennem, og byrådet kort før målstregen trækker støtten.

I Venstre vil vi blive ved med at kæmpe for, at projektet skal realiseres – til gavn for SMIFF09 og lokalområdet.

Kommentarer