Asferg

Humlebien i Asferg, der insisterede på at flyve

Træningshuset er en inspiration for, hvordan man holder liv i et landsbysamfund: Det første spadestik blev taget den 25. marts 2006 - Siden blev der bygget ud i 2014. Arbejdet er igennem årene udført af lokale frivillige. I dag er der ansat en udviklingskoordinator og der er flere aktiviteter i huset end nogensinde.

Det er et årti siden, at hundredevis af frivillige første gang påbegyndte arbejdet med Træningshuset i Asferg. Byens store stolthed, der både har kostet sved og tårer, kan fejre 10 års jubilæum på lørdag den 29. oktober.

Det er et imponerende stykke arbejde, som har fundet sted på adressen Søndergade 17 ved skolen i Asferg. I løbet af ti år har frivillige bygget en spejlsal, et fitnesscenter, et mødelokale, fem omklædningsrum, et køkken, en foyer, et boldrum og en overdækket terrasse ud til boldbanerne. Disse faciliteter er sammen med den store træningssal med springgrav blevet et samlingspunkt for både by og omegn. Træningshuset i Asferg, der den 29. oktober holder 10 års jubilæum, er et eksempel på, hvad der sker, når landsbyer tager skæbnen i egne hænder og beslutter at gøre tingene selv.

– Jubilæet bliver en stor dag for hele byen. Der serveres velkomstdrink, buffet og dessert. Efterfølgende kommer Jan Kolling og Dansemaskinen og spiller op til dans. Der er lagt op til en festlig aften med venner, naboer og familie, siger Kurt Henriksen, nuværende medlem af styregruppen bag Træningshuset.

Et særligt ansvar for Træningshuset

Forleden mødte Randers Netavis med Kurt Henriksen, Hans Henrik Winther, der var med i den første Styregruppe i 1999 og Nikoline Elling, som i dag er udviklingskoordinator på fuld tid. De tre personer, der hver især spiller en hovedrolle i arbejdet med Træningshuset, havde inviteret Netavisen til en kop kaffe og en rundvisning i anledning af tiårsjubilæet.

– Der brugt sindssygt mange frivillige timer herude. Det er hundredevis af lokale borgere, der i løbet af de sidste ti år har lagt frivillige kræfter i arbejdet med Træningshuset. Folk passer nok ekstra godt på lokalerne, når de føler et ejerskab, forklarer Kurt Henriksen, da Netavisens udsendte bemærker Træningshusets velholdte lokaler.

En bemærkelsesværdig case

I de sidste ti år er der rigtig nok blevet lagt tusindvis af frivillige arbejdstimer i udviklingen af Træningshuset i Asferg. Det er et så bemærkelsesværdigt frivilligt stykke arbejde, at Lokale og Anlægsfonden bruger stedet som case, når de fortæller om, hvad der kan gøres for at holde liv i landsbysamfundet.

– Vi arbejdede dengang først med forskellige løsninger, men fik gentagende gange nej fra daværende Purhus kommune. Men Træningshuset i Asferg er historien om humlebien, som insisterer på at flyve. Vi har altid forsøgt at finde et lille ja i det store nej, siger Hans Henrik Winther.

Fejlmålte spær førte til træningssalen

Han var med i den oprindelige Styregruppe, som i 1999 tog initiativ til, at nye idrætsfaciliteter skulle danne rammen for Aktivitetscenter i Asferg. I 2005 fik de ved et held tillegnet sig nogle fejlmålte spær fra et byggeri i Randers, der blev begyndelsen på træningssalen. Samme år blev der indsamlet 650.000 kroner i en hustandsindsamling. Og den lokale opbakning overbeviste Purhus Kommune samt Lokale og Anlægsfonden om at investere i et Træningshus. Det har de nok aldrig fortrudt:

– Vi regnede os frem til, at godt 200 frivillige arbejdede hver weekend i 26 uger. 95 procent af alt det praktiske arbejde blev udført at frivillige. Da det stod færdigt i 2006 var der flere, som fældede en tåre, husker Hans Henrik Winther.

Ny byggeplaner i anden etape 

Efter den første etape var der brug for en puster, men Asferg-borgerne var ikke færdige. I 2010 besluttede den nye Styregruppe at rive det gamle klubhus ned og satse på nybyggeri. Det førte i 2014 til tilbygningen på 800 kvadratmeter med topmoderne omklædningsrum, fitnesslokale, mødelokale, caféområde, køkken og ny spejlsal.

– Vi holdte byggemøde hver lørdag morgen klokken 7.00. Det var på det tidspunkt, hvor vi generede vores familier mindst muligt. Vi snakkede efterfølgende om, hvad vi skulle få tiden til at gå med, når det hele var færdigt, griner Kurt Henriksen.

Byggefasens anden etape tog et år. Styregruppen havde et budget på 6,2 millioner kroner, men endte med en samlet byggesum på 7 millioner kroner, hvoraf 60 procent af finansieringen var betalt af lokale borgere og virksomheder.

Fra bebyggelse til drift

Indvielsen af det nye Træningshus fandt sted den 29. marts 2014 og var et foreløbigt punktum for byggeplanerne. Det betyder dog ikke, at udviklingen er gået i stå. Træningshuset fungerer i dag bedre end nogensinde. Flere mennesker er kommet til, og der er dagligt aktiviteter i huset. Som et nyt tiltag hyrede man den lokale ildsjæl Nikoline Elling som udviklingskoordinator på fuld tid.

– Først var jeg deltidsansat, men så blev jeg hyret på fuldtid i 2016. Hvor de andre har gjort en kæmpe indsats for at skabe rammerne, er det min opgave at agere som katalysator for alle de lokale kræfter og initiativer, der bruger Træningshuset hver dag, siger Nikoline Elling.

Fra et fokus på byggeri er arbejdet med Træningshuset gået ind i en spændende tredje etape, hvor det handler om at skabe liv og lokal udvikling i Træningshusets lokaler.

Træningshuset holder 10 års jubilæumsfest lørdag den 29 . oktober klokken 18.00. Det er måske en god idé at bestille i god tid, da der er begrænsede billetter.

 

Kommentarer