Festlig indvielse af Aktivitetsparken i Øster Bjerregrav
Godt og vel et halvt hundrede mennesker i alle aldre var mødt frem lørdag klokken 14 for at være med til at fejre den officielle indvielse af Øster Bjerregrav Aktivitetspark, hvor også borgmesteren og andre politikere deltog.
Et år godt og vel – det var så lang tid de skulle bruge i Øster Bjerregrav til at få banket en aktivitetspark op i byen. En bedrift der har imponeret alle; og det har kunnet lade sig gøre fordi nogle ”gale” mennesker troede på det – nok til at overbevise borgmesteren og andre politikere. ”Fritidsfantaster” kaldte borgmester Claus Omann Jensen Bjarke Havmand Nordentoft og hans kolleger i initiativgruppen.
– Da du ringede sidste sommer og fortalte mig om jeres planer, syntes jeg det lød så tilpas åndsvagt, at det måtte jeg simpelthen høre noget mere om, sagde borgmesteren i sin tale.
Han cyklede ud til Øster Bjerregrav for at snakke med de unge ”fritidsfantaster”, og de havde tilsyneladende været meget overbevisende overfor borgmesteren i fremlægningen af deres vision.
Sammenholdet er en vigtig faktor
Det samme indtryk havde formand for Landdistriksudvalget, Lars Søgaard, fået. Han fik til opgave at undersøge sagen nærmere. Så han var den næste, der måtte en tur ud til “fantasterne” i Øster Bjerregrav for at høre mere om projektet.
– Jeg må sige, jeg var imponeret. Samtlige foreninger og institiutioner var mødt op til mødet i forsamlingshuset for at bakke op om ideen. Selv husmoderforeningen og dagplejerne var til stede. Det, synes jeg var imponerende, fortalte han til avisens udsendte efter den lange talerække på indvielsesdagen.
Han påpegede, at det er et meget væsentligt argument, når man skal have noget igennem, at der er enighed om sådan et projekt – især for en lille by som Øster Bjerregrav. Noget han også kom ind på i sin tale:
– Det fællesskab, den iver og den beslutsomhed, jeg har været vidne til her, har været enestående og er et skoleeksempel for mange andre landsbyer på, hvad der er muligt, når vi i landdistrikterne står sammen og bærer fællesskabet frem. Det kan I være stolte af i Øster Bjerregrav.
Blandt talerne var også Peter Hansen fra Gassum, som repræsentant for LAG Randers-Favrskov, der også har bidraget til finansieringen af projektet. Som ildsjæl i sin egen landsby havde han også kun rosende ord til Bjerregravborgerne:
– Vi ser op til jer, og vi har abet efter jer. Jeg kommer rundt til mange steder i kraft af LAG, og mange steder taler man om Øster Bjerregrav, lød de positive ord.
Efter yderligere taler af Svend Aage Nielsen, som repræsentant for ELRO-fonden samt tidligere byrådsmedlem i den hedengangne Purhus Kommune, Tage Bødker – begge bysbørn i Bjerregrav – rundede Bjarke Havmand Nordentoft fra styregruppen af som han havde indledt dagen.
Han mindede tilhørerne i sin tale på at huske, at flere i styregruppen og rigtigt mange frivillige fra byen og oplandet havde man at takke for, at man var kommet i mål med projektet. En replik der høstede store klapsalver fra de fremmødte. Og så luftede han i øvrigt også, at hvor de er nu, blot er første del af en større plan.
Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her
Kommentarer