Debat og politik

Victoria: Der er en væsentlig grund til at fortsætte kampen

Randers Netavis var fredag tilstede på Rådhustorvet ved demonstrationen til fordel for den ukrainkse familie Balyka. Demonstrationen var arrangeret af 2.Bz fra Randers Statsgymnasium. Vi kan nu bringe talerne fra klassekammeraten Victoria og kæresten Alexandra.

Victoria Liv Tryggedsson’s tale ved demonstrationen fredag eftermiddag.

Idag for præcis to uger siden fik en familie på 5 besked fra politiet – lige 1,5 år for sent, men man ville jo mene bedre sent end aldrig….

5 dage til at pakke hele deres liv i Danmark ned i kufferter og kasser.

Da vi i klassen 2. Bz på Randers statsgymnasium fik den uretfærdige besked samme dag, så begyndte lange opfordringer og diskussioner, men først og fremmest så startede en bølge af forbavselse. Seva, vores elskede ven, han var åbentbart ikke dansker nok til at være her. Men hvem er så dansker nok?

Mandag morgen var der summen rundt i hjørnerne af klassen – arbejdet var allerede begyndt. Jeg lagde efterfølgende et opslag på Facebook, som I måske har læst eller hørt. Det fik utrolig stor opbakning og spredte sig som ringe i vandet. Næsten 400 delinger og over 700 reaktioner. Mange tak! Vi, venner, familie og klasse er uendeligt taknemmelige.

Ekstrabladet, BT, Amtsavisen, Randers Netavis, TV2 Østjylland og flere har delt historien, og mange har henvendt sig til os for at hjælpe.

Der er mange som står overfor sådan en situation. Mange som sagtens kunne klare sig i Danmark mindst lige så godt som vi danskere kan. Deres historie er lidt anderledes. De havde nået at skabe et liv i DK, fordi de er blevet glemt. 3 år i Danmark og selvfølgelig ville familien ikke sætte deres liv på stand-by. De ville gøre noget for samfundet. Lære af samfundet. Lære af den danske kultur.

Et hyggeligt kulturmøde, som nok ingen af os glemmer, var en episode ved jul. Klassen skulle holde julefrokost, men i form af sammenskudsgilde. Seva skrev sit navn på listen og skulle have rødkål med. Seva mødte dog ikke op med julemiddagens rødkål, som vi kender den, men et rødt spidskålshoved.

Når det så er sagt, så gør han alt for at være en del af fællesskabet, og selvfølgelig er det lykkedes for ham. Både i klassen, orkesteret, på asylcenteret og i Danmark. Hans familie var integreret ligesom ham. Hans far i praktik på Verdo, mor i praktik som musiklærer på Hobrovejens skole og hans yngre brødre, som gik i asylklasser på danske skoler.

Kommentarer om hjemsendelse har været “hvor trist, jeg kender Oleg, han er en flittig bruger af cykelværkstedet” og “hvor ærgerligt, hele familien spillede til musikdag på asylcenteret”.

Jeg har skrevet med seva hver dag siden de forlod togstationen i Randers. Han er bange. Seva er bange for sit eget hjemland. Han føler sig ikke hjemme mere, og siger at Danmark er hans eneste hjem.

Mange flygtninge, med danske sind og danske liv, bliver tvunget ud af det eneste land, som de gerne vil opholde sig I.

Hvordan kan man generalisere med stramninger i sådan et ressourcerigt samfund som Danmark, uden så også at lægge ressourcer til side til at kigge på individer?

Det synes jeg, er en væsentlig grund til at fortsætte kampen. Hvad kæmper vi for nu? Idag?

Denne demonstration sætter fokus på denne sag, som igen sætter fokus på flere sager.

Vi, venner og Verdo stopper ikke før at familien er med job, familie og sikkerhed her i Danmark.

Scene fra Randers togstation:

Det ansigt, jeg så på Seva her for næsten 2 uger siden, det glemmer jeg aldrig.

Vi, hele klassen, stod samlet inde i hallen, men vi så den modige familie slæbe kuffert efter kuffert ud af bilen og ud på perronen. Seva viser altid overskud, og var selv der med hovedet højt. Selvom hans øjne viste smerte, så smilte han til både mindre brødre og os. Jeg husker, jeg spørger ham “men hvad med dine brødre… hvad tænker de?” Og han svarede “de tror, at de ukrainske myndigheder vil hjælpe”.

De er jo for små til overhovedet at huske hvordan Ukraine er, og havde jo levet som danskere i 3 år…

I har måske set billederne på Randers Netavis fra den dag, vi sendte ham afsted med toget, men de kan ikke genskabe den stemning, som var der den tirsdag aften. Vi ser vores ven, vende ryggen til os, træde ind i toget, hvorefter vi er i tvivl om det var et farvel eller vi ses.

Den her familie har få muligheder for at komme igen, fordi de netop var så velintegrerede, og det er vores hensigt at belyse dem.

Se kæresten Alexandras tale her

Se også: Gymnasieklasses utrættelige kamp

Kommentarer