Debat og politik

Alexandra: Disse mennesker vil være til gavn for det danske samfund

Randers Netavis var fredag tilstede på Rådhustorvet ved demonstrationen til fordel for den ukrainkse familie Balyka. Demonstrationen var arrangeret af 2.Bz fra Randers Statsgymnasium. Vi kan nu bringe talerne fra kæresten Alexandra og klassekammeraten Victoria.

Alexandra Abagiants’s tale ved demonstrationen fredag eftermiddag.

Hej allesammen

Jeg vil først og fremmest gerne sige tak til jer alle. Tak, fordi I kom, tak, fordi I stadig er her, og tak fordi I støtter op omkring denne sag.

I skal vide, at det betyder rigtig meget for mig og for rigtig mange andre mennesker at I er her i dag.

Nogen af jer kender måske ikke Seva personligt, men så kan jeg hilse og sige, at han er et af de mest fantastiske mennesker, man kan møde – og det siger jeg ikke kun fordi han er min kæreste. Hans familie er også helt og aldeles fantastisk! Jeg har kendt dem i snart 2 år, og det har kun givet mig positiv energi og gode minder i livet.

De er gode mennesker – dygtige mennesker. Mennesker, man gerne vil omgås. På trods af, at jeg godt vidste, at der var stor risiko for, at de ville blive sendt tilbage til Ukraine, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg rent faktisk ville stå på Randers Banegård og tage afsked med dem. Især efter de sidste par måneder, hvor det hele kun gik fremad mht. Praktik og arbejde.

Hvad gik lige galt?

Seva og hans familie har været igennem mere end, hvad de fleste ville kunne holde til. Før de kom til Randers havde de boet 9 andre steder i Danmark. De har rejst fra Sjælland til Jylland, og fra Jylland til Sjælland op til flere gange. Der har været tidspunkter, hvor de skulle pakke alle deres ting, tage fra Sjælland til Jylland, bo der weekenden over, for så at skulle pakke deres ting igen og rejse tilbage til et andet sted på Sjælland. Det er jo absurd!

De fik deres endelige afslag mens de boede i Randers – i november 2015. Hver dag lige siden, har været fyldt med angst og stress. Forestil jer, at vågne op hver dag med frygten om, at i dag måske er dagen, hvor I skal forlade dette skønne land, og skal tilbage til et land, hvor ingen hjælp er at finde.

Ind imellem de almindelige hverdags samtaler, var der altid en hvis uro, en vis bekymring, en vis angst for at de lige pludselig skulle blive smidt ud.

Det kan da godt være, at de ikke bliver anset for at være “danskere,” men mennesker er de jo alligevel! Hvad er det for en måde at behandle et menneske på? Hvad blev der af næstekærlighed og menneskerettigheder? Hvor er retfærdigheden?

I et år har de forsøgt at finde arbejde – forsøgt at finde en måde, hvorpå de kunne blive i landet. Kun her til sidst lykkedes det dem at finde en praktik plads. Både til moderen og faderen – og man kan vidst kun sige, at de gør det godt. Seva er en sag for sig selv, og det er vist ikke gået forbi nogens næse, at han er en dygtig elev.

En uges tid inden de tog af sted finder de så ud af, at de har opholdt sig ulovligt i DK i lidt over et år. Dette kom selvfølgelig som et chok, da dette på ingen måde er noget, familien var bevidst om.

Her kan jeg ikke lade vær med at undre mig lidt: hvis de har opholdt sig ulovligt i landet i så lang tid, hvorfor er der så ikke nogen, der har sagt noget til dem? De har haft kontakt med både personalet på asylcenteret, en advokat, og senere politiet og udlændingestyrelsen. Hvordan kan det være, at de først få dage inden de skulle af sted, får at vide, at de faktisk har opholdt sig ulovligt i landet?

Hvordan kan det desuden være at de igennem et helt år fortsatte med at modtage penge ligesom alle andre asylansøgere. Var der ingen, der vidste noget? De har levet på et falsk håb i rigtig, rigtig lang tid, og det er da ikke okay? Sådan kan de da ikke behandles!

De er blevet glemt af systemet og er generelt set blevet behandlet ret usselt, hvor de sidst bliver sendt tilbage til det land, de flygtede fra.

Ukraine er ikke, hvad det har været. Ukraine er et fremmed land for dem. Ukraine er ikke deres hjem! De føler sig ikke hjemme i Ukraine! De føler sig hjemme i Danmark! Det land hvor de har opholdt sig i 3 år, hvor de har integreret sig, hvor de føler sig trygge og tilpasse. Disse mennesker er ægte flygtninge fra et krigsramt område, og de har ikke noget at vende tilbage til.

Disse mennesker vil være til gavn for det danske samfund – en familie vi vil have glæde af. De vil gerne integrere sig, de vil gerne lære sproget, de vil gerne yde noget for dette samfund. Og hvad med de to yngste? De har ikke gået normalt i skole i snart 3 år, og intet har været konstant i deres hverdag. Forældrene har købt bøger og selv undervist drengene derhjemme, så de ikke kom bagud i forhold til alle andre på deres alder.

Jeg synes, i det hele taget, at det er nok med denne respektløse opførsel overfor Seva og hans familie. Det kan ikke passe, at vi i dette land behandler folk på den måde. Efter så mange års stress, angst og en foranderlig tilværelse, kan de da ikke bare blive smidt ud og dermed blive bedt om at starte fra bunden igen. Hvad er det for en umenneskelig behandling! Jeg beundrer deres styrke og deres gåpåmod – de giver ikke op! De vil gerne, og de gør noget for det! Og det er jo sådan nogle mennesker vi gerne vi have i det her land!

Jeg vil gerne sige en stor tak til Verdo. Tusinde tak for jeres hårde arbejde, og tusinde tak, fordi i stadig kæmper. I kan gøre det hele til en realitet, og det er så vigtigt! Tusinde, tusinde tak, fordi i stadig vil kæmpe med os! Jeg kan ikke sætte ord på, hvor vigtigt og betydningsfuldt det er!

Til sidst vil jeg gerne takke 2.b.z for alt det i gør. Jeg har aldrig hørt om eller oplevet så god en klasse i mit liv! I er så fantastiske som man kan blive, og Seva er virkelig heldig at have sådan en klasse! I er nogle fantastiske mennesker, og jeg synes helt sikkert, at i godt kan være stolte af jer selv! Uden jer ville alt dette slet ikke være nået så langt, som vi nu er!

Af hjertet tak for det hele – ord kan virkelig ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er.

Tusinde tak til jer alle sammen.

Så mange mennesker står sammen om det her, og det er helt overvældende bare at tænke på! Jeg håber virkelig, at det hele lykkes for os i sidste ende, og at familien kommer tilbage til Danmark.

Jeg er jer evigt taknemmelig for jeres støtte og jeres hårde arbejde – ikke kun jeg, men også Seva og hans familie.

Se klassekammeraten Victorias tale her

Se også: Gymnasieklasses utrættelige kamp

Kommentarer